...tale derom skal mit digt på gulnet papir. (...) Aldrig skal edderkoppen, der spinder sit net i det høje dække til med sit væv Allius' ukendte navn. Vel I ved hvilken kval Amathusia listig har voldt mig, ved på hvad måde hun fik styrtet mit liv i ruin, den gang jeg brændte så hed som Ætna på Trekantøen, hed som Oetas bjerg, Malias kogende væld. Mine sorgfulde øjne holdt ikke op med at græde, med deres triste dug baded de stadig min kind. Men som en flod, der klar på bjergets højt ragende tinde springer frem fra en sten overgroet af mos - hovedkuls den snor sig ad Alpernes bratte skråning, skærer sig så på tværs over den alfare vej, læskende trøst den byder den trætte svedige vandrer, når den fortørkede mark revner i solhedens brand - eller som gunstig bør med mildere vindpust frelser sømænd, der hvirvles omkring ramte af natsort orkan, råbende snart på Pollux og snart broderen Castor, sådan kom Allis mig ulykkesramte til hjælp. Vidt han åbnede for mig et felt, der hidtil var lukket, gav mig et hus og dertil hende der herskede deri. Her har vi fundet et sted hvor vi frit kan dyrke vor elskov, her på lette fjed trådte min tilbedte ind, satte på tærsklens slidte trin sin skinnende hvide fod, der var klædt i den lydt klaprende, fine sandal. Catul, LXVIII, ii vers 46-73, oversat af Otto Gelsted fra bogen 'Catul digte, Hans Reitzels forlag