1) Rød er kassen med lyn og hjerte på. Den kan starte et hjerte, der er holdt op. Han dækket af elektroder smiler. Hun klipper hans skjorte i stykker, barberer hans bryst. Han ligner en plukket høne. Jeg kan huske udstrukne porer i høne- hud. Først er landskabet råt. 2) En væg, reven skulderhud, snubler fandme også over en spade, der ligger og flyder, falder ned i en dyb kirkeklokke. Og se også denne cigaretglød, alle glød- er dør. Er sådan trist? Sådan da bare gløder, lille honningnumse, gløder i enden. 3) Dødsangst oversprøjtet med guldspray som julepynt som julepynt. Alle i ringorm de sortskrællede stubbe. De er hverken våde eller røde, men de bløder sgu. Jeg tænker på tiden i Prag, på dit ansigt og mit ansigt og vores rækkefølge, hvormed 4) Kom vi sparker til skovlen! og kisten! eller er det kisten og skovlen, der sparker til een? (ved siden af hjertestarten 4 rullestole 5) Sorte, slemme Danaë hæver sit glatte, nøgne skød mod mig. Var hun ikke statue, hovedet ned mellem benene. Det skal man gøre, hvis man fra et fly 6) Af-pil-gennemstukken fugl hævet trofæ her i dødsrummet lugtenaf skos vært eogn y ebøger rengør i ngsm idler = hvilken slags død? Soveværelsesdød 7) Ikke i hans øjne - der kan jeg ikke se noget - men skyggerne - der langsomt -- bag hans hoved - stille og langsom polka - - - - - - - - - - - - - - - - - --- 8) KLOAKERNERETUR NE RERM EDSPIL DEVAND LYNG BYV EJ FUG LEB URETH ARS INEE GNEV ING EROGF LYVER UDA FVIN DUET FORSTÅR DU MIG NU HONNINGNUMSE (siger loverboy) ”når du forhører mig sådan er jeg en inhalerende glaspuster” 9) Vi går ud på savleganen igen. Mig også honningnumse. Danaë har hævet skødet siden sidst. En skulptur må ha’ blevet hastetilkaldt. 10) Hvide hesteballer * Høns der flygter for hove * Postmand trutter i posthorn og omvendt * Jeg sætter læberne på lærredet som et klistermærke og trutter i hestens røv.