Det er alt for længe siden. Måske har jeg glemt det – mistet taget? Talent forsvinder da ikke bare sådan. Talent sidder der. Den ting blev lavet af den og den, fordi den og den havde talent. Alle vidste, at det var i kraft af deres unægtelig talent, at den ting blen netop den ting, ellers var den jo nok gået hen og blevet en anden ting, og hvem vil have en anden ting, når man kan få den ting? Har jeg glemt det? Hovedet kører jeg i bølgende og spastiske bevægelser foran lige præcis denne her bjergskråning, hvorfa jeg nu har kastet mig – Ja, jeg dør lige om lidt, men endnu kan jeg mærke, at hovedet, kraniet og hovedet hviler på noget, eller rettere, er fastgjort på noget. Det er ikke knogler, jeg kan mærke. Knogler er hårde og hvide, og de siger sådan !, når de kvases. Det er derimod en følelse af, at hjerne skubber sig helt i det brune klavers støvede hulrum – det kører på kuglelejer det pis. Jeg kan huske en yo-yo jeg havde, der kørte på kuglelejer.

Gennemsigtig grønt plastic mener jeg, og med indlejrede glitrende reflekser, der simulerede krystal, ravindfanget insekt, tråden af lys i en sædstråle – skønneste liv. Græsmarken muer i panden. En hel kostald udgør mit åndedræts bevidstløse vuggen frem og tilbage i den veltilberedte luft. Vi er nogen, der husker de handicappede nætter, hvor vi var sprællende fisk. Igen, for noget tid siden altså, kom det igen. Igen – igen, og igen. Gi' en én igen, siger jeg. Du har vel også fantaseret om en hammerhaj. Frokostpauserne vedbliver at fyldes med tobaksramte klapsalver. På gaden, af vinduerne. Jeg hørte om selvmordsskoven i Japan for nylig. Skoven er så tæt og tilgroet, at den er absolut ufremkommelig. Myndighederne holder sig på afstand. Eftersigende skulle den være fuld af lig. I hvert fald flere lig end der hænger her forstanden, nej jeg mente forstaden, der er nemt at taste forkert, og min fejltastning kan helt sikkert tillægges en ny betydning. Nå, så du tænker nok på boligblokke og incest? Du er fanget i en labyrint, hvor buskene er fylde med afsprittede og fyldte kanyler. Det reneste heroin. Hvis alt andet har ramler, har jeg måske en ti-tyve gode fix tilbage. Nej, det jeg mente var lejerne. Molér på Fur! Modelervoks i små klumper rundt omkring på gulvet, men børnene er jo glade og vi står jo stadig, ikk'å? Her ånder alt fred og idyl – Se blot vores nye politiske landskab. Det er sådan et pænt landskab. Engang ville malerne – ingen vidste helt præcist hvorfor – fortælle befolkningen om at landskabet var pænt – ikke bare pænt, nej smukt. For fanden da også, nej, – Medierne kan og bør bekæmpes med alle til rådighed stående midler, derfor denne rablen i landskabets gyvler, grønthøstere og lyngbevoksninger. Skuerne frem for skarerne, og skærverne er nede med mig. Jeg snakker tit med de fugle, hvis lort ætser træer ihjel. Viljestyrken strukket helt ud i den mest idiotiske biologi, sådan nogle digte kunne være spændende at arbejde med. "Det smager af lort og mad på samme tid!" udbrød mit idol tilslut. Vi er flere, der er så begejstrede for rosenkål, at det kan være svært at formidle glæden troværdigt. Jeg selv er ikke en af dem, men lortens lort i sproget findes i sprogets egen lort i nælderne forgyldte af digterpis.

Landskabet er skønt, men det politiske? Kontorlandskabet er skønt, så vidt. Der er båse og mobile murer. Der er store vanddunke. Medarbejderne skal have børstet stål, glas og vand i blå plastikdunke, drejelige ergonomiske stole.