Sætninger, paragraffer, revner
Ikke skrevet af nogen
Konceptuelle kunstnere er hverken mystikere eller rationalister. De springer til konklusioner, som logikken også kan nå.
Irrationelle domme hænger ikke nødvendigvis sammen med andre og lignende irrationelle domme.
Rationelle domme fører til nye oplevelser.
Formel kunst er hovedsageligt irrationelt.
Irrationelle tanker bør ikke følges helt og logisk.
Hvis kunstneren ændrer mening midtvejs gennem udførelse af et kunstværk, ophøjes resultatet og nye resultater frembringes.
Kunstnerens vilje hænger ikke sammen med den proces, hun indleder fra færdiggørelse til idé. Alt andet ville være meningsløst.
Når ord som rufferi og selvmord anvendes, denoterer det en tendens, og indebærer en deraf følgende accept af denne tendens. Dermed drager kunstneren, som ville være tilbageholdende med at lave kunst, der går ud over disse begrænsninger, et lettelsens suk.
Konceptet og ideen er det samme. Det første indebærer en total forvirring. Det gør det andet også.
Idéer er aldrig kunstværker; de er del af en voldsspiral der i sidste ende ophører med at eksistere. Alle ideer skal formuleres og realiseres.
Ideer følger nødvendigvis hinanden i en logisk rækkefølge. De skubber ingen i nye retninger, men en idé må nødvendigvis være uafsluttet, før den næste er kan dannes.
For hvert stykke skrald, der kaldes metafysisk, er der mange variationer af mulige kunstværker, der ikke bliver til.
Et kunstværk kan ikke opfattes som en leder fra kunstnerens sind til beskuerens. Det ville være at fysikalisere kunstværket til idéløs substans. Selvfølgelig kan det i en eller anden form nå beskueren, eller forlade kunstnerens sind, men den slags spekulationer fører ikke til andet end uvæsentlige floskler.
Ordene fra én kunstner til en anden ødelægger en kæde af idéer, hvis de deres respektive koncepter varierer.
Da en given form kan være en anden form overlegen (eks. i tilskreven værdi/betydning, materialitet, dimensionalitet osv.), må kunstneren sondre mellem sprog og virkelighed.
Hvis ord om kunst hidrører fra idéer om kunst, så er de noget andet end kunst og kan kaldes litteratur; tal og matematik hænger sammen. Det ved enhver, da.
Ingen ideer er i kraft af sig selv kunst, hvis de er optimister på kunstens vegne og falder ind under hvad vi almindeligvis forstår som kunst sikrer de ikke dermed nødvendigvis kunsten og kunstværkets autonomi, snarere tværtimod.
Hvis man vil forstå fortidens kunst er det modstridende og akrononistisk at anvende nutidige kunstforståelser.
Det handler om at 'forstå' eller 'misforstå' kunst, for der findes ingen rigtige fortolkninger eller erkendelsesformer af og gennem kunsten dog med den tilføjelse af, at fortolkningers kvalitet kan variere stærkt.
Forestillinger og tanker om kunst er i et kryptisk misforhold med de givne kunstværker men ikke nødvendigvis.
Succesfuld kunst ændrer netop ikke vores forståelse af hvad kunst er ved at forandre vores måder at percipere kunsten på. Den gør noget andet og mere komplekst. (Det er svært at formulere sig i korte sætninger, når folk vejer ens ord tungt.)
Ideers generelle fortræffelighed er, at de modsat så meget andet ikke kan siges udelukkende at indgå i rationelle årsags-virkningsforhold.
Kunstneren gøre sig tanker om sit kommende kunst, og kan opfatte dets mulige fortolkningsgenerede scenarier førend værket er færdiggjort. Hvis kunstneren ikke var i stand til dette er der så absolut bevislige farer for enhver kunstners mentale helbred.
Denne sætning handler om og er i sig selv det rene nonsens, derfor er den svær at benægte. Nuvel, jeg forsøger: En forstenet påfugl skubber blomkål op i solens læderhat.
Perception kan forklares som rummende både en objektiv og en subjektiv dimension.
Kunstneren kan nødvendigvis forstå sin egen kunsts idégrundlag og betydnings- og fortolkningspotentiale. Kunstnerens opfattelse er derfor på en måde mere kvalificeret end beskuerernes.
Hvis man sagde: ”En kunstner kan forstå en anden kunstners værk bedre end sit eget” er man skyldig i at begå den slemme teoretiske forbrydelse det er at hypostasere et proto-romantisk kunstbegreb. Det har jeg hørt til et Ph.D. forsvar skulle være en skrækkelig ting at gøre i sin forskning. Det kan vi ikke have med i vores sætninger, vel?
Begrebet 'kunstværk' indeholder ikke andet end sprog og sprogets immante, selvreferentielle funktionalitet.
Når tanken om kommende værk er etableret i kunstnerens sind og den endelige udfærdigelsesform besluttet kan man sige, at skridtes tages fra teori til praksis. Denne overgang skal foregå med et vågent øje men ikke nødvendigvis med en upåvirket psyke. Der er mange bivirkninger som kunstneren ikke kan forestille sig. De forbliver desværre utilgængelig for ham.
Processen i at udarbejde et kunstværk møder først og fremmest modstand i kunstnerens forestillinger om sig selv, egen formåen og mangel på samme. Det er slags pendlen mellem mani og mindreværdskompleks, men hvilken pendlen!
Antallet af elementer der indgår i et kunstværk varierer. Forestillingen om at nogle er vigtigere end andre er ufrugtbar spekulation.
Sammenhængen mellem værk og intention er en socialt set variabel, hvis ikke må du kalde mig Göring.
Banale idéer kan reddes af smuk udførelse.
Det er let at forkludre en god idé.
Når en kunstner lærer sit håndværk rigtig godt har han i det mindste opnået det. Om kunsten bliver bedre eller ej er ikke nødvendigvis betinget af dette.
Disse domme kommenterer ikke kunst, men er i sig selv kunst.
Blev desværre ikke udgivet i 0-9 (New York), 1969, og Art-Language (England), maj 1969
Ingen kommentarer:
Send en kommentar