Vi kunne så godt lide ideen om, at vi er mennesker. 'Slå ikke mit selv ihjel. Det er for rart at tale i keramikken eller væggene.' Dørene er en slags dyr. Dine læsebriller siger: 'du er sådan én og sådan én.' Frygtløst kan hankatte ikke bjæffe. Angst er en forsvarsmekanisme. Forsvarspillerne river linjeflagene op af græsset, dolker dommeren fast til grønsværen. Hvad med hverdagene? Hvorfor ødelægge alt inden for rækkevidde? Krumt er det svar, hvis rygrad endnu er vakkelvorn. Kaffen står oven på kakkelbordet - grønne kakler. Klinkerne har fået grundrens. Det er en begyndelse. Og ekskæresterne findes, ekskæresterne, kærnemælk og kernesunde nazister findes. Jeg kan så godt lide, at jeg ikke er et menneske, men en løkke.

Det var sådan jeg plejede at binde det. Hun sagde: "det skal ikke være sådan én med glideknude". Hun viste mig, at jeg var en anden, og altså ikke én med løkke om halsen, "Hvordan så?" "Sådan her." Hun bandt den anderledes, så det så en smule mere skødesløst ud. Jeg skulle fremstå spontan, pjusket og gennemplanlagt. "Ellers andet?" Min mors gummistøvler stod der, og jeg tænkte på, at hun burde hoppe i dem, og rende afsted ud over de våde brakmarker, eller hoppe ned i dem og simpelthen blive der som snegle i opskårne kartofler. Hun tog papirkniven og gav sig til at åbne mine breve. Kaffemaskinen dryppede og dampede. Dens helt særlige lyd lød som et dyrs. En mellemting mellem en frø og fugl? Et splittet væsen der fortærer og føder sig selv i en fremadrullende bevægelse. Skidende og ædende på én gang, pissende og drikkende på én gang. Den slags toiletoplevelser har altid tiltalt mig. Hælde øl ned mens man sjasker bodegapissoiret til fx. Hun står måbende foran køleskabet og ligner en kommode. Jeg skulle have købt mælk til kaffen siger hendes blik.