- En anvisende Upålidelighed

eller rettere: en fortænkthed af Rasmus Riiskjær, der (parentes bemærket) ikke debuterede i år på Gyldendal med Bierne er ligeglade med hulmursisoleringen)

 ... samtlige tænkte tanker er godstog for Vor Herre. (kunne have været fra en drøm

Kapitel 1

Hvori noget undlader at sige: ”Stedet som sted fungerer ikke. Jeg har blot fyldt det med en masse aktivitet.”

[Hvad betyder et sæt firkantede eller hårde parenteser, hvis de står her: [ ](ved oplæsning af denne tekst kan man med hænderne vise hårde parenteser, for at "sige", at de stod der) Først og fremmest betyder det, at der er en anden tekst, der skal forestilles at være sat ind i den første. En form for henvisning til denne anden tekstualitet er dermed impliceret uafhængigt af om en sådan findes eller ej. Hvad der derimod med nødvendighed findes er den nøgne henvisning i sig selv. Er det en arkitektonisk måde at forstå sproget på? Sproget er hverken bygning eller indeholder forestillingen om at være en bygning. Hvis de hårde parenteser ikke nødvendigvis medfører, at sproget er et arkitektonisk forehavende, hvad kan de så sige at gøre ved den tekst, de er placeret i? I første omgang kan man undvige spørgsmålet, ved at stille et simpelt kontraspørgsmål: Hvad betyder et sæt almindelige parenteser, hvis de står her: ( ) eller der ( ? Her betyder de, at noget i teksten kan forståes som lavere rangerende end selve tekstens drømte helhed. Her forstyrres man heldigvis ikke af den problematiske 'dratten om' vi så på før, hvor forestillingen om en anden tekst var påkrævet. (Man siger måske Jeg sætter noget i parentes, Jeg sætter noget ind i en parentes. Det er parentetisk eller I parentes bemærket. Et paradoks opstår af dette. Hvis noget henregnes til eller anses for noget parentetisk (modsagt af det ikke-parentiske, højere rangerende sprog) rummer denne værdisætning også, at det parentetiske bliver en slags ny udsigelsesposition (tilgiv min tropologiske metafor. Selvfølgelig etableres intet 'nyt sted' men derimod en ny måde at forholde sig på over for det formidlede, og dermed også en instruktion i hvilke fortolkningsmuligheder, der er bedst egnede.)) Tilbage til de hårde parenteser. De udfylder nemlig en funktion, som ikke er blevet omtalt. De hårde parenteser kan også anvendes i tilfælde, hvor de omkranser eller indeholder tre punktummer. De såkaldte udeladelsesprikker eller mere specifikt ellipser. Om disse handler næste kapitel. Denne form kendes også fra de almindelige og runde parenteser, men en væsentlig forskel mellem de to må fremhæves. Når de hårde parenteser omkranser tre punktummer betyder det, at den anden tekst, der henvises til er af et vist eller betydeligt omfang eller længde. Denne funktion er ikke ligeså udtalt hos de runde parenteser. Når de benytter sig af den elliptiske form udtrykker de en vis portion nonchalance. De tillader sig nemlig den frækhed at være tilstede fuldkommen som ellipse, altså uden den citationsmæssige idé om en anden tekst, der henvises til. Den ellipse, de runde parenteser tilbyder, er således ikke en verbaliseret ellipse, men derimod et slags matematisk symbol for en gestus (som er homolog med håndens og hovedets bevægelser (i konkret og abstrakt forstand)), der siger:

”Her hører en samtale måske op, eller tager sig et vel tiltrængt hvil, men kommunikationen og måske sågar den poetiske selvsikkerhed i form af en umiddelbar genkendelse vedbliver stædigt at ville gøre opmærksom på sin fremmarch, fordi drøvtyggende neglebideri er værre end iskolde stetoskoper, når de i Vor Herres blik har indfanget en hjertefejl.”]

Kapitel 2

Hvori nogen fremstiller forestillingen om en elliptisk poetik.

Nogen siger:

Kan noget sige nogen noget? Kan nogen sige noget nogen? Hvorfor skal det være så geometrisk at elske?

Kapitel 3

Hvori det forsvares af nogen, at digte hverken genkender eller skaber, men derimod i nogle tilfælde kan forvirre sindet på plads

Det tabte antal hjerneceller kan ikke bringes tilbage, således også med digte.