Endelig så er maven med mig igen.

Lige inden et digt skal skrives,

føles det præcis på samme måde

som lige i det splitsekund,

hvor man erfarer, at det er tid

til at gå på toilettet og blive dér – for good.

Hej Palle! Hurra for mig!

Stadig med tandbørsten dinglende

ud af gabet møvrer man sig så bagud

famlende ned i vasketøjsbunken med alt

for kløende krop og tænker:

colon cancer, what are the odds?

If you'd be my laptop, can I be your lapdog? En forringelse af sædkvalitet er forventelig.

Bogstaverne er dumme som aflagte konkyljer. Det vigtige er den snert af vanvid, der fik mig til at stavre den og den retning. Nogle tankestrømper, hvis bare jeg havde tankestrømper, kunne de måske blive i dem, tankerne altså, de helt geniale tanker, dem som jeg så gerne vil vise til jer

jeg siger jer: de er skovjordbær på strå – gummistøvlekast – nudler spildt på gulvet – ting der sidder fast i anus – fucking ting der fucking bliver med at ske –

Det var ikke en prøve, ej heller et argument.

Det var dunken med fodbadesalt fyldt med regnorme,

og det var din fødselsdag, du tilbragte på toilettet.