marengs

hvorfor så korsklædt hvorfor 

lagt i sengen hvid

en gren venter med at knække

jeg med mit jeg er ham derovre

vi hilser med fingre i munden

de afdøde franskmænd

den anden, de andre, det andet, der er mig

det er formelt

det er et formelt
subjekt,

hvid i sengen

stolper,

det de

er et foreløbigt subjekt,

bevidsthed,

vissen hede

det venter på at blive det,

i sin bevægelse hen til og mod sig selv

som et andet en anden end sig selv,

det er det


at


de allesammen er døde, og

det har aldrig været svært

at skrive,

men blishønen vralter

og solen smadrer mod hængebirken

og her står jeg jo

og går til

som en glemt

kylling i en fryser.

og det er stadig ikke det andet,

for tornadoen og skuret

cirklende

står stille

og er alting

midt i det hele

og alt for tidligt.