Gud er ikke død, siger jeg til mig selv. Gud er den samtale mennesket fører med universet, eller omvendt: den samtale universet fører med mennesket, for at komme til bevidsthed om sig selv. Jeg må forestille mig (menneske som jeg er), at universet gerne vil vide noget om sig selv. Jeg må forestille mig, at universets kemi ligesom er snublet over sig selv og har udskilt biologien som et særligt forsøgsfelt, der inkluderer menneskets bevidsthed. Det er i denne midlertidige biosfære vi går rundt som universets forsøgsdyr. Citeret fra Inger Christensens essay 'Terningens syvtal' fra essaysamlingen 'Del af labyrinten'.