"Det her bliver din ven."

Vi kunne begynde med stedet. Nej, steder er der for mange af. Jeg ved heller ikke rigtig, hvornår et sted ophører, og et andet begynder. Måske er det et kontinuum eller et spektrum, nej heller ikke. Grænser er der, hvad enten man flæber eller henrykkes. Grænserne kan jeg dog alligevel ikke tro fuldt og fast på. Om stedet er godt eller ej, er ligeså sært spørgsmål.

Her er stolen blød, kaffen bitter. Lidt snottet er næsen, især i det venstre næsebor. Tykmælken har efterladt noget der ligner et bjerglandskab. Ja, ja stedet, tingene og menneskerne. Mennesker er vigtige ting. Det er det sorte bords maling, der giver effekten af en sort himmel bag tykmælkens bjergmassiv.

Jeg kan mine glaciale landskabsserier på fingerspidserne. Månedernes længde på knoerne. Både fingerspids og kno er voldelige ord. Fingerspids lyder som om fingrene ønsker at blive prikket hul på med synåle. Knoer slår efter kindbenene. Sommetider brækker knoer en næse. Det siger en ret interessant lyd, når en næse brækker.

En flue kredser i små cirkler over en klump marmelade på bordet. Jeg sveder lidt. Det er en fugtig varme. I morges var himlen gul, fordi amboltskyen fungerede som et biograflærred for solen. Alle i byen kunne se det. Mange var blevet vækket af de høje tordenskrald, og den høje lyd af massiv regn. Jeg åbnede vinduet, og nød at høre vejret larme. Om morgenen er jeg altid forvirret og ofte ret trist. Erektionerne er typisk ironiske ved denne tid, som om de vil voldtage mit selvbillede. Jeg har ikke lyst, men den står. For hvem står den i dag?

[...]

og ægget tigger. Jeg slår det oven i hovedskallen. Sådan blev livet skabt. Kæderne af aminosyrer fandt ro i deres gunstige rækkefølger. Det var som om de første proteiner der her ved livets opståen blev dannet var en slags første sproglige ytringer på den allerede aldrende planet. Sproget og matematikken blev skabt, eller rettere skabte sig selv. Som en hermafrodit der avler sin egen mor.

Selv er jeg mere til sex med rolige mennesker. Afslapning og tryghed er en uomgængelig nødvendighed. Det har jeg lært på den hårde måde. Det brændende kollaps indfinder sig. Alt falder på plads i min organisme; dejlig tømt.

Jeg kan ikke holde ud at være her længere, måske fordi jeg ikke har spist op. Halv spiste madportioner er noget af det værste i verden. Jeg kan ikke gøre for, at jeg har det sådan. Jeg gider ikke at acceptere, at nogen forventer en undskyldning for min eksistens. Jeg er også sur på den, men kan vi ikke være venner og sætte os i græsset og sige, at vi vil passe på hinanden.