"Så snart vi udtrykker noget, indskrænker vi det sært nok. Vi tror vi er dykket ned på dybets bund, og når vi stiger op til overfladen igen, ligner den glitrende vanddråbe på vore blege fingerspidser ikke længere det hav den stammer fra. Vi tror vi har opdaget en grotte med eventyrlig skatte, og når vi kommer op i dagens lys igen, har vi kun uægte stene og glasskår med os; og imens funkler skatten uforanderligt i mørket."

Maeterlinck

"Den samme frygtelige ligegyldighed som hele eftermiddagen havde ligget over alt, krøb nu frem over sletten, og bag dem, som et slimet spor, tågen der klæbede over pløjemarkerne og de blygrå roemarker.

[...]

Igen gik de videre. Törless tænkte på sine forældre, på bekendte, på livet. Ved denne tid klæder man sig på til et selskab eller beslutter sig for at tage i teatret. Og bagefter går man på restaurant, lytter til et orkester, tager på en café. Man gør et interessant bekendtskab. Et galant eventyr holder en i forventning til morgenstuden. Som et vidunderligt hjul ruller livet hele tiden noget nyt, noget uventet ud af sig...

Törless sukkede under dise tanker, og for hvert skridt der førte ham nærmere kostskolens tranghed, var der noget der snørede sig stadig fastere sammen i ham.

Allerede nu lød klokkesignalet i hans ører. Intet frygtede han nemlig som dette klokkesignal der uigenkaldeligt bestemte at dagen var omme - som et brutalt snit af en kniv.

Han oplevede jo ikke noget, og hans liv hengik i en stadig døs af ligegyldighed, men dette klokkeslag føjede hån til og fik ham til at skælve i afmægtigt raseri over sig selv, over sin skæbne, over den begravede dag.

Nu kan du ikke opleve noget som helst mere, i tolv timer kan du ikke opleve noget som helst mere, i tolv timer er du død ...: det var betydningen af dette klokkesignal."

Musil