Nulvækst, nulhuller, nullermædn nuullermænd fucking nullermænd over det hele. Nu smider jeg altså den satans kommode ned i cyklerne, der står der og glor ind i stormen.

Opspringet, den måde penis folder sig som blomst som paraply som arkitektlampe som tempel hvilende på en plan sokkel, og så hakker vi med øksen i lysken, og siger: Nu begynder intet at ophøre! Jeg piller navlen op med en stanleykniv, og dekorerer gulvet med våde organer. Se så her, så se dog her. Jeg ligger her og spræller, mangler en daler og er åh så deprimeret, så kom dog ned fra rispapirslampe lille søde flue, og lad mig knase dig mellem kindtænderne. Bark, bark siger hunde jo ikke. Kom nu og lyt. Kom nu og læg dig, spjæt og sig lyde. Dæmp dig nu alligevel, jeg vil ikke forstyrres sådan.

Og op af de punktummer hopper de. Sikke de hopper. De hopper og springer omkring som kalve og lottokugler - småsten kastet mod en rude - hårdt.

Og ud og ud og ud, for så at køre ind og ind og ind, hvor smerten og glæden bor i sit slibrige sneglehusdyb, hvor teen er selvlysende, drømmen er en lille famlen med ordbøger.

Den gør snart af. Den sprøjter dig i hovedet. Det skal være med. Hele branchen er enige om, at afslutte filmene på den måde, og hvorfor skal du nu komme her og snakke og snakke som om det betød noget for dig. Min hjerne kilder: Gulvspandsvand, lugten af brændende støv fra computeren, lidt salt som chipsene har efterladt i plasticskålen - det slikker jeg op.