Det begynder ikke ved det nulte, men heldigvis ved det andet sekund. Fra første til anden tone er der et fald. Det er det første, jeg genkender. Den bedst egnede sammenligning til at beskrive det tonale fald, der er, før de egentlige guitarakkorder sætter gang i den velkendte melodi, der får følgeskab af det dejligt lidt for diskante trommemaskine-beat er:

Den Hårdt Opbremsende Bil Er Usædvanligt Trist.

At kradse oplevelserne af sig og trille dem til små bolde eller omformulere dem til pronominerne gider jeg ikke.

Til gengæld gider jeg godt at kigge igennem gardinerne i toget. Der er meget man kan se, men det er ikke det, der er rart. Hvis jeg prøver at tænke mig frem til det, (jeg har allerede slettet mange sætninger, der ikke føles rigtige) sker der noget nyt, der ikke har noget at gøre med at kigge igennem gardiner og have det helt fint med det.

Til Kvinden derovre:

Hovedet og begge fødder vidner om, at hun godt kan lide musikken. Hun læser. Hendes hvide strømper er særdeles rare, fordi de har blondebånd på. Hendes lilla skjorte har ligeledes blevet peppet op ved at få hængt en blondekrave under kraven. Blondekraven er stjerneformet. Håret har hun bundet i en både elegant og doven knold bagerst oven på hovedet. En lang slangekrølle er undsluppet. Man kan se, at nakkehåret har en vis vægt. Det buler ud forneden. Hun har meget hår. Det er mørkeblond. Hendes ansigt er ungt og barnligt, og hendes hud er ren, og ikke særligt brun, men vidner dog om, at hun ikke har siddet inden for hele sommeren.